WEBVTT 1 00:00:00.030 --> 00:00:02.870 Ja, prøv at fortæl, hvad du har fået til mormad. 2 00:00:02.910 --> 00:00:05.919 Jeg har ikke spist mormad endnu. 3 00:00:05.960 --> 00:00:07.769 Nå, klokken er 11.08 4 00:00:08.279 --> 00:00:09.580 Ja, det har 5 00:00:09.619 --> 00:00:09.919 jeg ikke. 6 00:00:09.939 --> 00:00:16.019 Men jeg synes, lyden er meget god nu. Jamen, det 7 00:00:16.120 --> 00:00:26.710 er godt. Velkommen til Sladministeriet. Mit navn er Benedikte Brix, 8 00:00:26.750 --> 00:00:29.089 og i dag skal vi endnu en gang dykke ned 9 00:00:29.109 --> 00:00:32.649 i et af mine yndlingsprogrammer. I dag er det Alene 10 00:00:32.689 --> 00:00:38.310 i Vildmarken. Og jeg har vinderen med på telefon, Rasmus Krav. 11 00:00:38.350 --> 00:00:39.229 Velkommen til. 12 00:00:39.270 --> 00:00:39.439 Tak 13 00:00:39.450 --> 00:00:42.060 skal du have. Du er lidt nedlagt af sygdom, men 14 00:00:42.100 --> 00:00:44.460 vil heldigvis stadig gerne være med, så tak fordi jeg 15 00:00:44.479 --> 00:00:45.280 måtte ringe til dig. 16 00:00:45.299 --> 00:00:48.450 Jamen selvfølgelig. Det er jo bare dejligt. Det er også 17 00:00:48.469 --> 00:00:51.250 en vigtig del af historien at fortælle den. Det er det, 18 00:00:51.289 --> 00:00:53.929 og tillykke med, at du har vundet. Jamen tak, tak, 19 00:00:53.969 --> 00:00:57.829 tak. I optog det her i september. Hvordan har det 20 00:00:57.869 --> 00:00:59.710 været at holde hemmeligt så lang tid? 21 00:00:59.770 --> 00:01:03.840 Ja, altså vi optog det jo helt frem til slutten 22 00:01:03.899 --> 00:01:04.319 af november. 23 00:01:04.760 --> 00:01:05.659 Ja, det er rigtigt 24 00:01:05.900 --> 00:01:06.519 Det blev 25 00:01:06.540 --> 00:01:07.079 jo en 26 00:01:07.099 --> 00:01:12.689 lidt længere og længere omgang her i den finske vildmark. Jamen, 27 00:01:12.700 --> 00:01:15.530 det er ret specielt. Jeg tror næsten, jeg vil sige, 28 00:01:15.549 --> 00:01:17.530 at der har været tre rejser i det her, der 29 00:01:17.569 --> 00:01:22.109 har været ude i Vildmarken og været alene derude i 30 00:01:22.109 --> 00:01:24.849 63 dage. Og så har der jo været hele den 31 00:01:24.890 --> 00:01:29.079 her periode frem til, altså med at komme hjemme og 32 00:01:29.090 --> 00:01:34.299 frem til, at det skulle vises på skærmen, udsendes. Og 33 00:01:34.340 --> 00:01:36.650 det er jo så det, der er kulmineret nu. Og 34 00:01:36.709 --> 00:01:38.030 så har det jo også været en rejse i sig selv, 35 00:01:38.069 --> 00:01:40.829 at se det på skærmen, og ligesom gå fra en 36 00:01:40.879 --> 00:01:44.819 oplevelse med sig selv, og have gået og filmet sig selv, 37 00:01:44.879 --> 00:01:50.420 og så tage det med alle danskerne. 38 00:01:50.480 --> 00:01:53.060 Ja. Hvordan er det at kunne sige højt nu, at 39 00:01:53.079 --> 00:01:53.299 du har 40 00:01:53.340 --> 00:01:59.840 vundet? Det føles ret godt. Og som om der ligesom 41 00:01:59.980 --> 00:02:04.859 er tingene, de falder ligesom bare på plads. Det der 42 00:02:04.879 --> 00:02:09.930 med at have Men alligevel er det jo nok lidt. 43 00:02:10.090 --> 00:02:14.479 For mig var det meget det menneske, jeg har taget 44 00:02:14.520 --> 00:02:18.080 med hjem fra vildmarken. Vildmarken er blevet en del af mig, 45 00:02:18.099 --> 00:02:21.139 kan man sige. En del af den, jeg er i dag, 46 00:02:21.180 --> 00:02:23.870 den jeg er blevet. Det var ikke den samme mand, 47 00:02:23.909 --> 00:02:26.770 der gik ind, som kom ud af vildmarken, vil jeg sige, 48 00:02:26.830 --> 00:02:29.650 efter 63 dage. Så det er jo bare rart, at 49 00:02:29.669 --> 00:02:33.449 det på en eller anden måde nu er forenet. Og 50 00:02:33.490 --> 00:02:35.990 man kan sige det højt, ikke? Hvad for en mand 51 00:02:36.050 --> 00:02:36.189 er 52 00:02:36.210 --> 00:02:36.969 du 53 00:02:37.009 --> 00:02:40.629 nu? Jeg er jo en vild mand, og så er 54 00:02:40.650 --> 00:02:45.490 jeg også en hverdagsmand. På den måde er det vildskab, 55 00:02:47.370 --> 00:02:50.389 der er blevet skræmmet så mange lag af mig derude. 56 00:02:50.409 --> 00:02:55.629 Jeg har prøvet at være alene på eventyr før, og 57 00:02:55.680 --> 00:02:58.610 sådan noget, men... Der er nogle ting, der er blevet 58 00:02:58.650 --> 00:03:01.389 sat endnu mere fri i mig. Jeg har altid været 59 00:03:01.430 --> 00:03:04.830 god til at overleve, men det har nok taget mig 60 00:03:04.849 --> 00:03:07.449 længere tid at lære at leve som menneske, og det 61 00:03:07.469 --> 00:03:13.969 er det liv, jeg særligt som i det mentale afsnit, 62 00:03:14.009 --> 00:03:22.240 begynder at sætte fri. Det her med at bare være 63 00:03:22.280 --> 00:03:30.409 til stede og leve. med alt hvad det nu indebærer, 64 00:03:30.449 --> 00:03:35.900 det var sådan der, det kom til for mig. Jeg 65 00:03:35.939 --> 00:03:44.520 fik virkelig bygget en relation til mig selv derude, som 66 00:03:44.560 --> 00:03:46.500 jeg bare har taget med hjem på en eller anden måde, 67 00:03:46.520 --> 00:03:51.580 som er ret fantastisk. Der er en helt anden grad af... 68 00:03:56.039 --> 00:04:00.310 ro i mig, men også nysgerrighed og leg og vildskab 69 00:04:00.349 --> 00:04:02.789 og alt muligt, som bare på en eller anden måde 70 00:04:02.849 --> 00:04:09.479 er blevet en integreret del af mit liv her på bagsiden. 71 00:04:09.520 --> 00:04:11.919 Som så lidt anderledes ud, da jeg trådte ind i 72 00:04:11.960 --> 00:04:12.680 det her program 73 00:04:13.159 --> 00:04:14.860 Men du siger jo også, da du bliver hentet, der 74 00:04:14.900 --> 00:04:17.819 siger du, jeg vil gerne være hjemme, men jeg har 75 00:04:17.839 --> 00:04:19.339 det altså godt herude 76 00:04:20.209 --> 00:04:27.370 Jeg havde det super godt. Ja. Ja. Altså, jeg er 77 00:04:27.410 --> 00:04:29.670 kommet dertil, hvor jeg var begyndt at leve, og det 78 00:04:29.709 --> 00:04:33.269 tror jeg faktisk særligt, ja, det tog mig nok et 79 00:04:33.290 --> 00:04:36.310 par måneder virkelig at begynde at komme dertil. Jeg har 80 00:04:36.329 --> 00:04:40.689 sådan et meget godt symbol på det måske, at jeg 81 00:04:40.709 --> 00:04:43.420 sådan fem dage inden jeg blev hentet, da jeg byggede, 82 00:04:43.439 --> 00:04:45.389 jeg havde gået og tænkt over at bygge en lænestol 83 00:04:45.449 --> 00:04:48.079 i ufattelig lang tid. Jeg havde sådan tænkt, okay, når 84 00:04:48.120 --> 00:04:55.040 jeg har bygget et shelter med en dør, en reelt dør, okay, 85 00:04:55.699 --> 00:04:57.060 så kan det kaldes for hjem 86 00:04:57.480 --> 00:04:57.720 Man 87 00:04:57.759 --> 00:05:00.240 kan lukke døren, man kan åbne døren, man kan invitere 88 00:05:00.259 --> 00:05:02.519 folk indenfor, tænker jeg så. Men så skal man have 89 00:05:02.560 --> 00:05:04.579 en lænestol, man skal have et sted, de kan sidde. 90 00:05:04.639 --> 00:05:06.339 Og så skal jeg også have et sted, jeg selv 91 00:05:06.379 --> 00:05:10.740 kan sidde ved yden. Fordi solen begyndte jo at... Altså, 92 00:05:10.779 --> 00:05:13.959 den gik ikke op over horisonten. De sidste dage, der 93 00:05:14.019 --> 00:05:16.160 er jo fire måneder om året, hvor solen ikke går 94 00:05:16.199 --> 00:05:18.319 op over horisonten, der er op mod nord. Og det 95 00:05:18.339 --> 00:05:22.519 var jo det, vi var gået ind i. Øhm... på der, 96 00:05:22.540 --> 00:05:24.939 hvor vi sluttede. Så jeg vidste jo godt, at der 97 00:05:24.959 --> 00:05:31.839 ville blive mange timer foran ildstedet. Og der byggede jeg 98 00:05:31.879 --> 00:05:34.220 en lænestol og holdt op og sad godt i den, 99 00:05:34.240 --> 00:05:38.319 brugte min sidste snor på det. Og så havde jeg 100 00:05:38.339 --> 00:05:45.230 lavet sådan en sang, som jeg sad og sang den 101 00:05:45.250 --> 00:05:46.009 sidste aften 102 00:05:46.470 --> 00:05:47.389 Hvad var det for en sang? 103 00:05:49.509 --> 00:05:54.060 Jamen det var sådan en med at sidde alene ude 104 00:05:54.100 --> 00:05:58.720 i vildmarken, og jeg har skrevet ned på et stykke 105 00:05:58.759 --> 00:05:59.209 papir 106 00:05:59.699 --> 00:06:02.439 Det skal jeg jo lige finde så, hvis jeg skal. Ja, 107 00:06:02.459 --> 00:06:03.759 hvis 108 00:06:03.779 --> 00:06:08.329 du lige skal give den over. Det var ret simpelt sagt, 109 00:06:08.370 --> 00:06:10.689 men det var virkelig, det er bare det der med 110 00:06:10.730 --> 00:06:13.709 at være, at kunne hygge sig med sig selv, og 111 00:06:13.769 --> 00:06:16.149 være sit eget gode selskab, og 112 00:06:16.209 --> 00:06:17.230 der 113 00:06:17.290 --> 00:06:21.290 er et eller andet sådan, lige at sidde ved ilden 114 00:06:21.310 --> 00:06:28.600 og kigge ind i flammerne og så synge og fortælle 115 00:06:28.620 --> 00:06:31.759 historier og den slags. Så det var at sidde i 116 00:06:31.800 --> 00:06:37.459 sin lænestol og kunne spise noget fisk. Den sidste aften 117 00:06:37.480 --> 00:06:42.069 spiste jeg også en lille smule af æren, jeg havde skudt, 118 00:06:42.110 --> 00:06:44.209 og så spurgte jeg også lidt på det der mel, 119 00:06:44.250 --> 00:06:49.889 som jeg fandt på dag 0. og fik med mig, 120 00:06:49.930 --> 00:06:52.149 og tænkte, nu skulle jeg også lige, nu skulle jeg 121 00:06:52.189 --> 00:06:57.350 have det lidt godt i aften. Det var blevet, jeg tror, 122 00:06:57.370 --> 00:06:59.660 meget godt slag på tasken var nok et sted mellem 123 00:06:59.680 --> 00:07:02.240 minus 20 og 25 grader, havde det været en af 124 00:07:02.279 --> 00:07:05.480 de sidste dage, så det var virkelig, altså begyndte at 125 00:07:05.500 --> 00:07:08.160 blive rigtig, rigtig vinter derude 126 00:07:10.649 --> 00:07:15.230 Men altså, jeg Jeg havde jo samlet brænde til mange uger. 127 00:07:15.269 --> 00:07:18.209 Jeg havde et shelter, jeg havde isoleret, så jeg var 128 00:07:18.240 --> 00:07:20.120 klar til vinteren. Det havde hele tiden været min plan 129 00:07:20.180 --> 00:07:24.959 at tænke langsigtet og være klar til vinteren. Jeg vidste godt, 130 00:07:25.000 --> 00:07:28.899 det var der, det ville begynde at blive rigtig hårdt. 131 00:07:28.939 --> 00:07:31.300 Hvis ellers jeg kunne få fanget mad og alt det 132 00:07:31.319 --> 00:07:36.300 der indtil, så var det der, det virkelig ville begynde. 133 00:07:36.360 --> 00:07:40.470 Og Så jeg havde egentlig forberedt mig på at komme 134 00:07:40.490 --> 00:07:46.230 hertil lige fra starten af. Så jeg blev jo hentet, 135 00:07:46.250 --> 00:07:50.649 fordi der ikke var andre tilbage 136 00:07:51.750 --> 00:07:55.310 Ja, fordi det er jo på dag 63, at du 137 00:07:55.370 --> 00:07:58.370 bliver overrasket derude, at Stephanie har givet op. 138 00:07:58.410 --> 00:07:58.529 Hvor 139 00:07:58.589 --> 00:08:00.689 længe kunne du have fortsat endnu? 140 00:08:00.769 --> 00:08:04.389 Altså helt konkret havde jeg med til dag 75 141 00:08:05.300 --> 00:08:05.920 På det tidspunkt? 142 00:08:06.769 --> 00:08:12.560 Ja, så jeg havde til små to uger, og jeg 143 00:08:12.600 --> 00:08:18.779 var jo lige begyndt at få gang i mit isvæskeri. 144 00:08:18.800 --> 00:08:23.939 Jeg havde også lige nedlagt to dyr med bue, så 145 00:08:23.980 --> 00:08:26.079 der var også nogle ting, der ligesom, altså der var 146 00:08:26.120 --> 00:08:28.699 sket en omstilling, der var nogle ting, der var begyndt 147 00:08:28.750 --> 00:08:32.350 at komme i gang, kan man sige, som... som jeg 148 00:08:32.389 --> 00:08:35.750 selvfølgelig havde været. Det havde været et nyt kapitel, men 149 00:08:35.789 --> 00:08:37.710 det var jeg ligesom begyndt at tage hul på, så 150 00:08:37.730 --> 00:08:39.929 jeg var egentlig ret optimistisk, hvis jeg skulle være blevet 151 00:08:39.970 --> 00:08:46.179 der længere. Ja, og det var jeg da nysgerrig på. Altså, 152 00:08:46.200 --> 00:08:49.019 det er jo også, jeg havde brugt, det tog mig jo, 153 00:08:49.159 --> 00:08:51.399 altså jeg brugte jo lang tid på at bygge mit 154 00:08:51.419 --> 00:08:52.519 shelter og mit hjem, 155 00:08:52.559 --> 00:08:54.100 ikke? 156 00:08:54.139 --> 00:08:56.879 Jeg var først færdig med det sådan nogenlunde færdig omkring 157 00:08:56.919 --> 00:08:58.840 dag 30, og jeg blev jo ved med at optimere 158 00:08:58.879 --> 00:09:01.950 på det. Så På en eller anden måde var det 159 00:09:01.990 --> 00:09:04.309 også sådan lidt sådan, okay, jeg har faktisk gået i 160 00:09:04.330 --> 00:09:10.539 gang med at bygge en lille civilisation herude, og sådan 161 00:09:10.580 --> 00:09:16.360 med ét lige pludseligt, så skal du bare forlade det. 162 00:09:16.419 --> 00:09:20.309 Uden at komme tilbage. Det er jo en hverdag, jeg 163 00:09:20.330 --> 00:09:24.950 har bygget op, og rutiner, og Jeg vidste, hvor hver 164 00:09:24.990 --> 00:09:28.110 eneste lille ting lå, og jeg var bare blevet et 165 00:09:28.129 --> 00:09:30.950 rigtig godt selskab for mig selv. Men jeg kunne også 166 00:09:30.970 --> 00:09:38.779 samtidig mærke, at det føltes fuldstændig naturligt, at andre mennesker, 167 00:09:38.840 --> 00:09:42.299 at min kæreste og min lillebror kom, og da de 168 00:09:42.340 --> 00:09:46.000 kom og hentede mig, der føltes det fuldstændig naturligt, at 169 00:09:46.179 --> 00:09:51.159 jeg er også et flokdyr. Det er vi alle sammen, 170 00:09:51.200 --> 00:09:53.620 tror jeg, som mennesker. Det ligger i vores natur, og 171 00:09:54.470 --> 00:09:57.100 Det kunne jeg godt mærke. Jeg kunne mærke, at ja, 172 00:09:57.139 --> 00:10:02.929 altså jeg tror, da der stod nogen og sagde, Rasmus, 173 00:10:02.950 --> 00:10:04.809 nu er det nu, så var jeg klar. Så blev 174 00:10:04.830 --> 00:10:07.110 jeg klar. Og det synes jeg jo er smukt, fordi 175 00:10:07.149 --> 00:10:09.740 det er jo en unaturlig ting at være alene med 176 00:10:09.789 --> 00:10:14.460 sig selv, helt isoleret fra omverdenen, ude i naturen. Altså, 177 00:10:14.480 --> 00:10:16.940 vi er bare flokdyr. Sådan er det. Og det synes 178 00:10:16.980 --> 00:10:22.779 jeg var ret fantastisk sådan at komme i kontakt med derude, 179 00:10:22.820 --> 00:10:28.379 at det vi altid måske i hverdagen har lidt mere forgivet, relationer, 180 00:10:28.419 --> 00:10:30.879 måske vores kære, og tingene går så stærkt, og så 181 00:10:30.899 --> 00:10:34.279 glemmer vi det lidt nogle gange at være taknemmelige for det, 182 00:10:34.320 --> 00:10:39.799 og det kunne jeg bare mærke, da de overraskede mig. 183 00:10:39.840 --> 00:10:42.379 Og der kunne jeg også bare mærke, jeg tror ikke, 184 00:10:42.399 --> 00:10:45.360 jeg tænkte så meget, det var bare følelserne, der pludselig 185 00:10:45.419 --> 00:10:49.269 fik lov til at blive sat fri. Jeg følte mig 186 00:10:49.330 --> 00:10:52.570 enormt stærk og enormt ovenpå, men jeg kunne også bare mærke, 187 00:10:52.610 --> 00:10:57.919 at nu skulle jeg genforenes med min flok, og selvfølgelig, 188 00:10:57.960 --> 00:11:00.179 der hører jeg til. Men altså, man kan sige, at 189 00:11:00.200 --> 00:11:04.139 hvis de havde tilbudt mig, jeg havde faktisk drømt lidt 190 00:11:04.179 --> 00:11:07.929 om det, sådan forestillet mig, altså jeg byggede jo også 191 00:11:07.950 --> 00:11:09.610 den alenestol, for at jeg kunne invitere nogen ind og 192 00:11:09.629 --> 00:11:11.470 sidde i den. Jeg havde jo faktisk sagt til kameraet, 193 00:11:11.490 --> 00:11:14.590 at her skal jeg. jamen her, så kan min lillebror, 194 00:11:14.610 --> 00:11:17.529 han kan sidde her i lænestolen, og min kæreste, Astrid, 195 00:11:17.549 --> 00:11:19.789 kan sidde der, og så er der plads til mig her, 196 00:11:19.840 --> 00:11:22.500 og så kan vi sidde rundt om bålet, og så 197 00:11:22.539 --> 00:11:27.100 kan vi lave noget af det her brød. Så på 198 00:11:27.120 --> 00:11:29.259 en eller anden måde var jeg sådan, altså havde vi 199 00:11:29.299 --> 00:11:32.059 fået lov til at bide dig en uge, nu ved 200 00:11:32.100 --> 00:11:33.870 jeg ikke, hvad de havde sagt til det, men så 201 00:11:33.899 --> 00:11:37.009 kunne det være meget fedt, lige at tage sådan en 202 00:11:37.049 --> 00:11:38.210 lille Vilmar-eksperie. 203 00:11:38.269 --> 00:11:42.320 Ja. Vi hører jo i programmet, at du inden optagelserne 204 00:11:42.360 --> 00:11:47.320 faktisk havde sat dig et langsigtet mål på præcis 63 dage. 205 00:11:47.340 --> 00:11:50.129 Det er jo så mærkeligt. Altså, hvorfor lige 63? 206 00:11:50.129 --> 00:11:54.269 Jeg ved ikke hvorfor. Det var sådan en mavefornemmelse. Der 207 00:11:54.289 --> 00:11:55.929 var ikke så meget tanke bag det andet, end jeg 208 00:11:55.970 --> 00:12:02.730 stod hjemme i mit køkken sammen med Astrid. Så sådan, okay, 209 00:12:02.769 --> 00:12:07.200 men hvor lang tid skal du være der? Ja. så 210 00:12:07.220 --> 00:12:10.379 tænkte jeg bare, så kom salget 63 til mig. Det 211 00:12:10.399 --> 00:12:14.279 tog mig 63 dage at gå alene til Sydpolen, jo. 212 00:12:14.320 --> 00:12:17.259 Og det var egentlig ikke sådan, der var ikke rigtig 213 00:12:17.279 --> 00:12:19.139 så meget tanke om, så skal det være det, men 214 00:12:19.179 --> 00:12:22.039 det var sådan et eller andet, jeg tror, det gik 215 00:12:22.059 --> 00:12:25.230 godt for mig, okay, jeg skal tænke langsigtet, hvad er det, 216 00:12:25.250 --> 00:12:30.070 jeg gerne vil med det herude? Jamen, jeg vil gerne 217 00:12:30.090 --> 00:12:33.769 prøve at gå fra at overleve til at leve. Altså, 218 00:12:33.789 --> 00:12:36.990 jeg vil gerne ud og slippe livet fri, og Det 219 00:12:37.029 --> 00:12:39.470 tager noget tid nogle gange at bygge et fundament op 220 00:12:39.509 --> 00:12:41.809 af de basale ting sådan et sted. Men jeg kunne 221 00:12:41.830 --> 00:12:45.840 godt tænke mig at komme derhen, hvor det ikke skulle 222 00:12:45.879 --> 00:12:51.000 være sådan en... Hvor længe kan man holde ud? Altså, uha, 223 00:12:51.019 --> 00:12:54.000 i morgen? Ah, vi tager lige en dag til. Jeg 224 00:12:54.039 --> 00:12:56.159 skal lige klemme ballerne sammen. Måske kan jeg også tage 225 00:12:56.200 --> 00:13:00.789 en dag til, men ikke være i den der disparate situation, 226 00:13:00.830 --> 00:13:03.029 hvor man hele tiden sådan er i tvivl om, om 227 00:13:03.070 --> 00:13:06.580 man lige kan holde til mere, men Jeg ville gerne derhen, 228 00:13:06.980 --> 00:13:09.379 hvor jeg kunne prøve at undersøge, hvor godt kan man 229 00:13:09.399 --> 00:13:13.480 lære at leve derude. Og det var jo et andet game. 230 00:13:13.500 --> 00:13:16.679 Det var jo sådan en ting, hvor jeg blev nødt til... 231 00:13:16.659 --> 00:13:18.250 Altså jeg sagde dem, okay, så skal jeg have en 232 00:13:18.330 --> 00:13:22.429 langsigtet ledestjerne. Jamen det er 63 dage så. Så tror 233 00:13:22.450 --> 00:13:24.450 jeg på, så kan jeg begynde at være kommet dertil, 234 00:13:24.490 --> 00:13:27.049 at hvis jeg bliver der i 63 dage, så må 235 00:13:27.070 --> 00:13:29.169 det være, fordi jeg har fået noget til at fungere. 236 00:13:29.190 --> 00:13:31.690 Så må det være, fordi jeg har bygget noget op, som... 237 00:13:32.429 --> 00:13:34.490 som jeg kan bygge videre på. Så må det være, 238 00:13:34.509 --> 00:13:36.149 fordi jeg også har lyst til at være. Så må 239 00:13:36.190 --> 00:13:39.789 det være, fordi jeg også har en meget god relation 240 00:13:39.830 --> 00:13:42.149 til mig selv, og godt kan lide mit eget selskab, 241 00:13:42.190 --> 00:13:46.370 altså trives meget godt i det. Så det blev sådan 242 00:13:46.389 --> 00:13:49.250 en ledestjerne. Det var ikke, fordi det var nogle konkrete målstreger, 243 00:13:49.289 --> 00:13:53.309 at her slutter jeg. Altså, at jeg havde givet op 244 00:13:53.330 --> 00:13:57.330 på dag 63, hvis jeg ikke var blevet hentet 245 00:13:58.250 --> 00:14:01.490 Jeg var egentlig indstillet på at blive, men Men det 246 00:14:01.529 --> 00:14:06.149 der med at have et langsigtet pejlemærke langt ude, det 247 00:14:06.190 --> 00:14:09.159 gør jo, at jeg kunne arbejde baglands og sige, hvad 248 00:14:09.179 --> 00:14:11.580 er min strategi så? Hvad er det så, der skal til? 249 00:14:11.620 --> 00:14:15.899 Og det betød bare, at jeg tænkte længere end en 250 00:14:15.940 --> 00:14:16.830 dag ad gangen 251 00:14:17.460 --> 00:14:20.500 Jeg havde hele tiden de lange briller på og prøvede 252 00:14:20.539 --> 00:14:22.179 også at lade være med hele tiden at skynde mig 253 00:14:22.240 --> 00:14:24.539 så meget. Selvfølgelig var der nogle ting, der nogle gange 254 00:14:24.570 --> 00:14:27.049 kaldte på, at det skulle gøres nu og her, og 255 00:14:27.090 --> 00:14:30.870 det skulle gå lidt stærkt. Men for eksempel, hvis vejret 256 00:14:30.929 --> 00:14:32.529 er dårligt, og der kommer en storm, så er der 257 00:14:32.549 --> 00:14:34.960 nogle ting, der skal gå stærkt. Men ellers så prøvede 258 00:14:35.000 --> 00:14:37.779 jeg hele tiden at tænke langsigtet, og også prøve at 259 00:14:37.820 --> 00:14:41.059 være til stede i den virkelighed derude. Nyde, vågne op 260 00:14:41.100 --> 00:14:47.340 og nyde fuglelydene, dyrene, nyde naturen, stillheden. Det var det, 261 00:14:47.379 --> 00:14:49.840 jeg gerne ville hen til. Have lyst til at være der. 262 00:14:49.860 --> 00:14:54.379 Og du var jo allerede en overlever. allerede inden Vildmarken, 263 00:14:54.399 --> 00:14:57.070 fordi som du siger, du har gået til Sydpolen alene. 264 00:14:57.110 --> 00:14:59.830 Du har også bestedt Mount Everest. Nu har du så 265 00:14:59.870 --> 00:15:02.330 vundet alene i Vildmarken. Hvad var hårdest? Jeg 266 00:15:02.350 --> 00:15:05.289 tror, det er svært at sammenligne, fordi følelsen af, hvor 267 00:15:05.309 --> 00:15:08.970 hårdt noget er, det er jo altid relativt til, hvem 268 00:15:09.029 --> 00:15:12.370 er vi som mennesker, hvad har vi med os af erfaring, 269 00:15:12.429 --> 00:15:15.539 og hvad er det for en drivkraft, vi har i os. 270 00:15:15.600 --> 00:15:18.480 Jeg tror meget på det her med, at hvis man 271 00:15:18.519 --> 00:15:21.039 tror meget på det, man gør, så kan man også 272 00:15:21.080 --> 00:15:26.409 komme rigtig langt, og Jeg havde bl.a. en meddeltager, der 273 00:15:26.450 --> 00:15:29.809 så ender med at trykke på knappen, så jeg ligesom 274 00:15:29.830 --> 00:15:32.250 står tilbage som vinder. Der er jo i hvert fald 275 00:15:32.289 --> 00:15:35.779 en drivkraft, kan man sige, hvis man kigger også på, 276 00:15:35.799 --> 00:15:39.840 hvor godt vi havde... Hun overlevede hele vejen, vel umiddelbart, 277 00:15:39.879 --> 00:15:44.019 uden at skulle fortælle hendes historie for mig. Det er 278 00:15:44.100 --> 00:15:47.480 i hvert fald bare min oplevelse. Det tror jeg også, 279 00:15:47.500 --> 00:15:50.299 jeg har gjort på mange af mine eventyr, at jeg 280 00:15:50.340 --> 00:15:54.960 har klemt ballerne sammen og brugt viljestyrke til at opnå 281 00:15:55.019 --> 00:15:58.759 et eller andet resultat, eller gå en eller anden distance 282 00:15:58.779 --> 00:16:01.399 til et eller andet mål. Men det her, det var 283 00:16:01.440 --> 00:16:05.820 sgu anderledes. Altså det hårdeste for mig, det har nok 284 00:16:05.860 --> 00:16:10.789 altid været den her... Det har nok været i virkeligheden 285 00:16:10.830 --> 00:16:13.490 den ting, hvor jeg har kæmpet mest med mig selv. 286 00:16:13.509 --> 00:16:16.929 Det er det, der har været det hårdeste. Og det 287 00:16:16.950 --> 00:16:20.409 var nok også derfor, at den her rejse i Vildmarken 288 00:16:20.429 --> 00:16:24.679 blev så smuk, fordi... Jeg formåede at have mig selv 289 00:16:24.730 --> 00:16:30.830 med på rejsen på en måde, jeg aldrig har formået før. 290 00:16:30.870 --> 00:16:33.870 Jeg formåede simpelthen at kigge tilbage og være min egen 291 00:16:33.889 --> 00:16:36.990 bedste ven. Det tror jeg egentlig er humlen af det hele, 292 00:16:37.029 --> 00:16:41.330 at vi kan klare utrolig meget, hvis vi ellers formår 293 00:16:41.350 --> 00:16:44.990 at lade være med at kæmpe mod os selv, men 294 00:16:45.049 --> 00:16:45.980 samarbejde med os selv. 295 00:16:46.710 --> 00:16:47.789 og 296 00:16:47.809 --> 00:16:49.129 samarbejde med naturen. Nu 297 00:16:49.169 --> 00:16:49.590 ved 298 00:16:49.610 --> 00:16:50.970 jeg godt, at det bliver et langt svar det her, 299 00:16:51.009 --> 00:16:54.429 men altså, jeg havde jo da jeg kigger tilbage på 300 00:16:54.470 --> 00:16:59.110 Mondeirist uden kun stil tilbage i 2019, så havde jeg 301 00:16:59.149 --> 00:17:00.929 ikke været i stand til på det tidspunkt at gå 302 00:17:00.950 --> 00:17:03.789 til Sydpolen på den måde, jeg formodede at gøre det. 303 00:17:03.850 --> 00:17:05.390 Og det kunne godt være, at jeg kunne have klemt 304 00:17:05.430 --> 00:17:08.019 ballerne sammen og nået langt alene i Vildmarken, men jeg 305 00:17:08.039 --> 00:17:10.259 havde lige præcis ikke haft mig selv med på den måde, 306 00:17:10.299 --> 00:17:12.500 jeg har haft det. Så det havde slet ikke været 307 00:17:12.539 --> 00:17:14.279 den samme rejse. Den havde ikke været lige så smuk. 308 00:17:15.079 --> 00:17:17.390 Så det er relationen til mig selv, der er skiftet, 309 00:17:17.430 --> 00:17:22.460 og det er den, der har gjort, at det her 310 00:17:22.519 --> 00:17:26.039 er nok blevet den smukkeste rejse. Det er nok ærgerligst, 311 00:17:26.079 --> 00:17:29.440 at Sydpolen på papiret har været hårdest rent fysisk, hvis 312 00:17:29.480 --> 00:17:31.400 du kun måler på det. 313 00:17:31.420 --> 00:17:35.519 Men du er jo så derude i 63 dage, og 314 00:17:35.539 --> 00:17:38.140 kunne jeg forestille mig at lave rigtig mange optagelser, som 315 00:17:38.180 --> 00:17:40.960 vi selvfølgelig ikke får lov at se, som serer. Så 316 00:17:40.980 --> 00:17:42.440 jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, om der 317 00:17:42.480 --> 00:17:46.410 er noget... Du ærger dig over, at vi gik glip af? 318 00:17:46.450 --> 00:17:56.700 Ja, måske lidt flere af de smukke, nære øjeblikke, hvor 319 00:17:56.740 --> 00:18:01.960 jeg virkelig nyder naturen. Og det at være der, hvor 320 00:18:01.980 --> 00:18:09.849 glæden den stråler ud. Det havde jeg rigtig meget af. 321 00:18:09.950 --> 00:18:13.130 Særligt efter dag 40 begyndte det sådan, at der var 322 00:18:13.190 --> 00:18:14.309 et eller andet skifte. 323 00:18:14.349 --> 00:18:16.559 Det er også svært at overføre til kamera. 324 00:18:16.740 --> 00:18:21.059 Ja, men nu klipper man jo også, så det skal 325 00:18:21.079 --> 00:18:26.130 være godt tv, og man deltager også, så vi skal 326 00:18:26.150 --> 00:18:31.630 have en... På mig virker det som, at det har 327 00:18:31.670 --> 00:18:35.210 været vigtigt for fortællingen og det samlede produkt, at vi 328 00:18:35.230 --> 00:18:42.599 lige har haft en karakter, hvor muligt at placere et sted. 329 00:18:42.660 --> 00:18:45.019 Og det gør jo, at der bliver kæftet ting til 330 00:18:45.039 --> 00:18:48.019 og fra, så det ligesom understreger. Der går jo over 331 00:18:48.019 --> 00:18:51.450 200 timers optagelser, som jeg har lavet på en time 332 00:18:51.470 --> 00:18:55.630 på tv. På den måde er det jo... Altså, det 333 00:18:55.650 --> 00:18:58.109 bliver jo... Altså, en ting er den rejse, man... Jeg 334 00:18:58.130 --> 00:18:59.950 selv har haft, og noget andet er jo det produkt, 335 00:18:59.990 --> 00:19:01.970 der kommer ud af det, og til gengæld er det 336 00:19:01.990 --> 00:19:06.740 jo bare fantastisk, at man kan åbne en lille dørsbrække 337 00:19:06.799 --> 00:19:10.160 ind til den rejse, og så er der enormt mange fortællinger. 338 00:19:10.200 --> 00:19:13.819 Måske særligt, hvis vi kigger på det sidste afsnit, hvor 339 00:19:13.859 --> 00:19:16.480 det lige pludselig går fra dag 40 til dag 63. 340 00:19:16.480 --> 00:19:17.380 Der sker mange ting. 341 00:19:17.400 --> 00:19:19.339 Der er nogle montager der, hvor der bare bliver talt 342 00:19:19.380 --> 00:19:19.680 op i dag. 343 00:19:19.880 --> 00:19:26.690 Ja, præcis. Jeg tror, at alt den nysgerrighed, alt den opdagelseslyst. 344 00:19:26.730 --> 00:19:30.490 Jeg var virkelig langt ude og gå på opdagelse i 345 00:19:30.509 --> 00:19:35.809 mit habitat. Jeg fandt kilovise bær. Det ser man jo 346 00:19:35.849 --> 00:19:40.410 ikke rigtigt hos mig. Man ser heller ikke, at jeg 347 00:19:40.470 --> 00:19:43.230 er I stedet for at stå op om natten, så 348 00:19:43.230 --> 00:19:46.470 tissede jeg bare i min kop. ikke? Og så havde 349 00:19:46.490 --> 00:19:50.250 jeg sådan en lille faskine, ikke? Bare en lille hul 350 00:19:50.289 --> 00:19:51.970 og en samling af småsten, lige ved siden af, hvor 351 00:19:51.990 --> 00:19:54.079 jeg sov. Jeg hældte det ud i, og så drak 352 00:19:54.099 --> 00:19:55.839 jeg jo bare i den kop alligevel. Og det er 353 00:19:56.099 --> 00:19:57.500 ikke fordi, at jeg synes, det er sejt at være 354 00:19:57.559 --> 00:19:59.680 ulækker på den måde, eller sådan, men det er bare, 355 00:19:59.700 --> 00:20:02.420 at det siger lidt om, hvad sådan... Man finder løsninger 356 00:20:02.519 --> 00:20:03.319 på ting, ikke 357 00:20:03.599 --> 00:20:05.960 Ja, men må jeg lige spørge om det, fordi som 358 00:20:05.980 --> 00:20:08.359 du siger, det lyder ret ulækkert. Hvorfor vaskede du ikke koppen? 359 00:20:08.400 --> 00:20:10.049 Jeg blev jo skuldret med noget varmt vand engang imellem. 360 00:20:10.069 --> 00:20:11.890 Det var jo bare det. Men det er fordi, man 361 00:20:11.910 --> 00:20:14.750 bliver på en eller anden måde, når man spiser så 362 00:20:14.809 --> 00:20:19.380 rent som derude, altså det er bare min tanke omkring det, 363 00:20:19.410 --> 00:20:21.279 men Det kan godt være, at man synes, at man 364 00:20:21.299 --> 00:20:24.440 bliver ulækker, når man kigger på mig, men jeg følte 365 00:20:24.480 --> 00:20:27.400 mig utrolig ren, fordi det var jo ren natur, det hele. 366 00:20:27.420 --> 00:20:29.880 Det var jo, altså naturen er jo også inde i os, 367 00:20:29.920 --> 00:20:31.339 og den blev bare sat fri, så det var på 368 00:20:31.400 --> 00:20:34.480 en eller anden måde sådan en sammensmeltning mellem naturen omkring 369 00:20:34.509 --> 00:20:37.289 mig og den inde i mig, så der var ikke 370 00:20:37.349 --> 00:20:42.250 alle de der mentale blokeringer og alt muligt andet. Det 371 00:20:42.289 --> 00:20:45.329 blev bare fuldstændig skraldet væk. Så jeg tænkte i går 372 00:20:45.410 --> 00:20:48.230 om noget var ulækkert eller ikke ulækkert. Altså jeg spiste 373 00:20:48.269 --> 00:20:53.099 også jo alt. Alt simpelthen. Jeg spiste jo kraniet på 374 00:20:53.140 --> 00:20:56.819 den der... Altså, gnasket på det der kranie fra den 375 00:20:56.859 --> 00:21:00.240 der ærn. Fordi der var jo noget hjerne indeni, ikke? 376 00:21:00.279 --> 00:21:02.299 Og det smagte jo godt. Det er jo mad. 377 00:21:02.339 --> 00:21:05.779 Jamen, du er en ægte vildmand jo. Det kan vi høre. 378 00:21:05.839 --> 00:21:08.319 Altså, der er bare ikke... Altså, hæmninger er bare væk. 379 00:21:08.339 --> 00:21:10.519 Så jeg tror bare... Altså, det, der virker derude, det 380 00:21:10.579 --> 00:21:11.759 er det, der virker. 381 00:21:11.819 --> 00:21:12.019 Og 382 00:21:12.059 --> 00:21:13.740 så er det bare whatever. 383 00:21:13.779 --> 00:21:16.359 Nu hører vi fra... Jeg tror, det er især Stephanie. 384 00:21:16.380 --> 00:21:19.920 Hun sætter mange ord på bestemte madvarer, hun savner derude. 385 00:21:20.490 --> 00:21:25.069 Jeg tror, det er køddingesavis med karriedressing, hun nævner flere gange. 386 00:21:25.109 --> 00:21:29.750 Men udover mad, var der så en bestemt, altså en basal, 387 00:21:29.789 --> 00:21:32.869 almindelig ting fra din hverdag, som du kom til at 388 00:21:32.910 --> 00:21:35.839 savne meget derude? Måske en bestemt lyd eller lugt 389 00:21:36.220 --> 00:21:38.759 Altså, jeg forstår ikke helt det med karriedressing, må jeg sige. 390 00:21:38.819 --> 00:21:42.059 Jeg havde fantasier om mange ting, men karriedressing, 391 00:21:42.079 --> 00:21:46.819 det var godt nok ikke lige... Det er ikke favoritten? Nej, 392 00:21:46.839 --> 00:21:52.019 men jeg kan godt... 393 00:21:49.880 --> 00:21:56.490 Altså sådan en stor beskidt dønerkebab eller sådan noget, det 394 00:21:56.509 --> 00:21:59.009 var sådan noget, der også lige kom ind i mit 395 00:21:59.029 --> 00:22:03.910 tankesæt en gang imellem. Men det var måske i virkeligheden 396 00:22:03.930 --> 00:22:07.599 lidt mindre for mig. Det var altså salt. Altså havde 397 00:22:07.640 --> 00:22:08.640 jeg bare haft noget salt... 398 00:22:09.170 --> 00:22:12.250 Ja, men var der andet end mad, som du savnede? Noget, 399 00:22:12.269 --> 00:22:13.809 der måske kom lidt bag på dig 400 00:22:14.339 --> 00:22:17.940 Jeg spurgte i produktionen, hvad jeg måtte tage min dagbog med. 401 00:22:17.980 --> 00:22:19.539